46 var på tur i sognet

Da Hornelunds Venner og Horne Sognearkiv inviterede til en billedaften på Hornelund, kom 46 deltagere. Efter sangen af Jeppe Aakjær med den meget sigende titel ”Nu er det længe siden” kom de med på en rundtur i sognet gennem 60 billeder fra arkivets gemmer fordelt på to halvlege med en pause, hvor Hornelunds Venner serverede kaffe og hjemmebag.
I første halvleg var billeder fra Bjerremose og Asp på programmer med både mange personer og huse før og nu. I anden halvleg var der fokus på kolonialhandler i Stundsig, Horne, Bjerremose, Asp og Bjalderup.
Leif Sønderskov havde fundet billederne, og Keld Jochumsen serverede dem med masser af fakta og gode historier. Deltagerne var også meget aktive og kunne både rydde misforståelser af vejen, supplere med nye oplysninger og divertere med sjove historier fra det virkelige liv i Horne Sogn.
Aftenen sluttede med 16 billeder fra Vikingelunden fra maj 2005 til oktober 2022.

Det var bl.a. på denne opfordring at der kom 46 personer til årets billedaften på Hornelund, som bidrog med mange sjove og gode kommentarer og rettelser.

Her byder Svend Bruun velkommen til dette fælles arrangement 

Loading

Hornelund igen ramme om billedaften

Onsdag den 26. oktober klokken 19 bliver fællesstuen på Hornelund indrettet som biografsal med stolerækker og stort lærred.
Det skyldes, at Hornelunds Venner og Horne Sognearkiv inviterer til endnu en billedaften med en masse billeder fra arkivets gemmer.
Der bliver mulighed for at se billeder fra blandt andet Bjerremose og Asp, luftfotografier og før-og-nu-billeder.
Billederne bliver fulgt af små fortællinger om husene og nogle af de personer, der kan knyttes til dem. Det er sognearkivets håb, at billederne kan give anledning til en masse kommentarer fra deltagerne, så alle bliver lidt klogere på deres sogn og måske får et par ekstra historier med hjem.
Undervejs bliver der en pause, hvor Hornelunds Venner serverer kaffe og hjemmebag for en rund 20’er.

Billederne herunder bliver vist og debatteret ved billedfremvisningen, hvor vi har ca. 60 billeder i en PowerPoint fremvisningen. 

Bjalderup Købmandshandel 1986
Asp ca. 2010

Bjerremose Indkøbsforening ca. 1960

Horne 2022

Loading

Kirkegårdsvandring blev en succes

Kirkegårdsvandringen startede på Kirkegården

Da Horne Menighedsråd og Horne Sognearkiv for sjette gang slog lågerne op til en kirkegårdsvandring, var der igen stor tilstrømning. 55 borgere deltog, solen stod højt på himlen, og det lykkedes at få teknikken til at virke, så grundlaget for en succes var i orden.
Keld Jochumsen fortalte ud fra en række gravstene om Frahm-familien og om borgere med rødder i den gamle Moesgård. Derefter fandt alle deltagere plads i kirken for at høre dels om familien Frahm på Linding Mølle og om dobbeltgården i Moesgård.
Den store gård var fra 1740 delt i to fæstegårde, som blev købt af fæstebønderne ved stavnsbåndets ophør i 1788. Gården blev adskilt i 1869, og der blev bygget fire gårde, Ølgodvej 75 i 1868, Moesgårdvej 13 i 1872, Moesgårdvej 12 i 1875 og Moesgårdvej 4 i 1880-1890. Vi kom også omkring konseilspræsident I.C. Christensen, Albertiskandalen og en gårdslagter, inden Frahm-familien overtog lærredet.
Leif Sønderskov fortalte om Linding Mølle, der i fire generationer var i Frahm-familiens eje fra møllebygger Hans Jørgen Frahm fra Gottorp i Tyskland, der købte Linding Mølle i 1876 over Vilhelm Frahm og Hans Jørgen Frahm til Egon Frahm, der købte møllen i 1980 og netop har solgt den. Familien omfattede også smed i Bjerremose i mere end 50 år, Peder Frahm, og tømrermester Horne, Jeppe Frahm.
Der var repræsentanter for såvel Moesgård som Frahm-familien, som kunne supplere sognearkivets oplysninger, inden Horne Menighedsråd var vært ved kaffe og hjemmebag. Og så gik snakken lystigt på kirkebænkene.

For Ref. Og Foto: Bente Jakobsen – Niels Trasborg og Leif Sønderskov

 

Loading

Moesgård og Frahm er i centrum

Når Horne Menighedsråd i samarbejde med Horne Sognearkiv byder på en kirkegårdsvandring

mandag den 29. august kl. 19.00

I Horne Kirke, er to familier på programmet.

Det er dog lidt af en underdrivelse, da deltagerne skal høre dels om familien Frahm og dels om Moesgård, der tidligere var en dobbeltgård med flere familier.

Moesgård har været en kapellangård med fæstebønder – en gård, hvor en eventuel præst i Horne skulle bo, hvis pastoratet Horne-Thorstrup fik to præster. Det skete ikke, og derfor fik fæstebønderne lov til at købe gården, som siden er udstykket i fire ejendomme, som blandt andet har været ejet af familien Rasmussen – Eva Hansens familie, og af familien Schmidt med Holger som sidste led.

Familien Frahm tog sit udspring i Linding Mølle og foruden møller og landbrugere, bestod familien også af håndværksmestre med værksteder i både Horne og Bjerremose.

Aftenen vil forløbe efter samme skabelon som tidligere kirkegårdsvandringer, nemlig en rundtur på kirkegården til nogle af de omtalte familiers gravsteder og derefter med billeder og fortælling inde i kirken, inden aftenen slutter med kaffe.

Årets Kirkegårdsvandring er den 6. i rækken.

 

Loading

1 2 3 4 12