Arkivets Årsberetning 2017

Årets gang på Sognearkivet 2017

Som indledning kan vi oplyse, at der er tilgået Arkivet 16 indleveringer i år, det er positivt.
Dertil kan siges, at vi gennem en periode har opfordret sognets foreninger til at indlevere deres arkivalier til arkivet, og her har vi særlig opfordret foreningerne til at indlevere deres møde- og generalforsamlingsreferater, som nu er digitale registreringer. Næsten alle foreninger fører ikke protokol længere, så hvis ikke vi på én eller anden måde får mulighed for at opbevare og gemme de digitale filer, kan foreningshistorien let gå tabt. Arkivet har erfaret, at det bliver en lang sejt træk, men vi er på vej. –
Sognearkivet håber faktisk på, at der kommer en landsdækkende ide til, hvordan det med regler bliver obligatorisk for sådanne registreringer.
I 2016 og 2017 har Arkivet fået 2 nye arkivmedhjælpere Bente Jakobsen og Eva Plauborg Pedersen, de skal hovedsagelig i gang med Arkibas5 registreringerne, som har været på standby et stykke tid.
Vi er også hele tiden i gang med digitaliseringen og opdatering intern, både med billeder og arkivalier.
Vi har købt plads i Dropbox og bruger udelukkende den som database i tiltro til, at Dropbox ikke ophører eller lukker, dog har vi sikret os mod dette, ved at vi én gang om måneden gemmer registreringerne på en ekstern harddisk.
Fordelen ved Dropbox er, at alle Arkivmedarbejdere er koblet på derhjemme, og kan derfor arbejde med opgaverne derfra.
Vi benytter os også af 4 digitale platforme. Horne – Varde Hjemmesiden – Sognearkivets Hjemmeside – ISSUU og Giv Det Videre, og vi vil også til at bruge Facebook fremover.
Alle har en historie. Må vi få din? Giv det videre! Sådan er overskriften på den landsdækkende hjemmeside ”Giv Det Videre”
Da denne ordning kom frem for godt et år siden, havde vi på arkivet puslet med de samme tanker, men nu havde vi faktisk en mulighed for at komme i gang. Ordningen forsætter hele 2018 og så langt er vi også med, men når ordningen slutter her, forsætter vi med at indhente historier med tilknytning til Horne Sogn, og vi vil derfor få en intern database i vores arkiv. Historierne vil blive behandlet i respekt til ophavsret og anonymitet, men vi håber alligevel at mange af historierne blive synlige på digitale medier. Bente Jakobsen er garant for dette arbejde, og tager gerne et interview om nødvendig.

Byvandring om Andelsbevægelsen

Arkivet har medvirket til udbredelse af Horne Sogns historie med en Byvandring i forbindelse med Horne Idrætsforenings Sportsuge, Her førte Keld Jochumsen os gennem Andelsbevægelsen. Det samlede ca. 35 deltagere. Menighedsrådet havde også bedt os, om vi kunne bidrage til en Kirkegårdsvandring, det ville vi gerne. Her formidlede Keld Jochumsen historien om den engelske flyofficer C. G. Smales begravelsesplads. Herefter var det Sognefoged Laurids Pedersen og hustru Jensines fredede gravplads, som blev centrum om Kjærgård Lauridsens familie historie frem til vor tid. Hen ved 50 personer deltog. –

 

Kirkegårdsvandring

Torvedag

Og som sædvanlig havde vi en stand ved årets Torvedag, hvor der var mange, der kikkede ind. 10 personer nød kaffe, rundstykker og sognehistorier til Arkivernes Dag den 11. nov.

Arkivernes Dag

Som noget helt nyt har vi et QR – kode projekt i gang. Første opgave var, at vi synliggjorde 10 af Horne Sogns historiske steder, som bliver fulgt op af guidet cykel/bil ture i 2018 til stederne.
Hvis der er opbakning til dette, vil projektet kører videre med flere QR – koder.
Det skal også nævnes, at Arkivet har haft en finger med i arbejdet til at Horne er blevet en Blomstrende Landsby i 2017, og her opnået 2 blomster.
Vi har også en del forespørgsler, her er det hovedsagelig slægtsforskning, der kalder på vores erfaring på området.
Vi får også helt undtagelsesvis effekter ind på Arkivet, som vi jo egentlig ikke må opbevare, men vi siger ikke nej, da det også har sogne historisk værdi.
Årsberetningen slutter med en solstrålehistorie, som er en længere historie, men her den korte version.
Fra U.S.A. kom et tipoldebarn til Sognefoged Laurids Pedersen. Arkivets guidede rundtur gav så mange minder og følelser til hende og familien, at hun efterfølgende har doneret 1000 dollar til Arkivet.
Arkivet har ved udgangen af 2017 6 medarbejdere.
Horne Sognearkiv,
Hornelund 27, 1. sal.
Horne
6800 Varde
Arkivets åbningstider er 1. og 3. tirsdag om måneden fra kl. 15 – 17. samt efter aftale.
Leif Sønderskov.

Loading