Tidligere lærer og viceinspektør ved Horne Skole i årene 1987-1999, Dorte Rud Jager Mouboe, var en del af det panel, der skrev i Horne Posten under titlen ”Set fra mit vindue”. For 25 år siden, i 2000 skrev hun om foråret med udgangspunkt i vintergækkens vej op gennem jorden til et liv blandt visne blade og nedfaldne grene. Hun skrev blandt andet, at vintergækken er et symbol på ukuelighed, vedholdenhed og livsglæde trods en kamp for at komme frem til regn og rusk. De vilkår vil mange nok betakke sig for, men…, skriver Dorte Rud Jager Mouboe blandt andet.
– Menneskelivet minder vel egentlig lidt om vintergækkens. Indimellem kommer vi jo også ud for at skulle navigere mellem ”nedfaldne grene og visne blade”. Det gør vi, når vi oplever, at livet gør ondt. Og storme, der pisker os af sted, kender den ”moderne” familie, det ”moderne” menneske, jo alt for godt. Og når stormen lægger sig, og vi får tid og ro til at rydde op blandt vores egne ”nedfaldne grene og visne blade”, så oplever vi, at solen skinner, vi mærker roen og varmen brede sig i krop og sind. Sådan tror jeg vintergækken tænker – om den da kunne det! – ”at det er muligt, jeg skal meget igennem for at nå frem til de stille, solfyldte stunder, men det er det hele værd”.
Det er det også for os – det hele værd. Livet er indimellem stormfuldt og fyldt med visne blade og nedfaldne grene, men der er også solfyldte stunder. Jeg tror, at oplever vi ikke stormene i vores liv, så vil vi heller ikke opleve de lyse og varme tider. Livet er ikke et enten eller – men et både og!
I arkivets gemmer har vi med de ord i mente fundet nogle billeder, der siger forår gennem tiderne.
Såning på Gunderupvej 64Konfirmation i 1925Indvielse af Vikingelunden 2005Chr. Holm og familie lægger kartoflerMarken bliver harvet i 1940erneForårsfest på Hornelund i 2010Forårsfest på skolenForårsbingo i VikingelundenForår i Heidelberg 1985
Søndag den 22. december kl. 15 går Varde Garden atter rundt i Horne fulgt af sikkert mange mennesker – store og små, nogle i nissetøj, andre i mere almindeligt antræk. Det er 52. gang, at Varde Garden går i spidsen for juleoptoget i Horne. I 2020 var der ikke noget optog på grund af corona-restriktioner.
Varde Garden var først gang i byen i 1972 og kom da med tre ponyer forspændt tre små vogne. Ifølge sogneforeningens protokol var det en succes set i lyset af, at det var første gang. Varde Garden skulle have 600 kroner for at spille, mens transport af musikken kostede 110 kroner. Også heste og vogne blev kørt til byen. Det kostede 300 kroner. Sogneforeningen havde indkøbt nissehuer til børnene for 291,75 kroner, men beklageligvis var der ikke nok, så i 1973 blev der indkøbt huer for 450 kroner.
I 1972 blev juleoptoget indledt med, at børnene så film på Horne Kro og fik sodavand. I selve optoget gik seks piger, som spillede blokfløjte og sang, mens børn klædt i nissedragter sad i ponyvognene. Året efter kørte en traktor med vogn forrest. Den var fyldt med spejdere, som delte slik ud undervejs. De forretningsdrivende bakkede op om optoget med først 200 kroner og senere 300 kroner årligt, og i brugsen var der vafler til kunderne.
I mange år var konceptet for juleoptoget klar: film på hotellet for børn, Varde Garden gennem byen og uddeling af slik undervejs, afsluttende med en koncert foran Hornelund og kakao og pølser til Varde Garden. I 1978 og årene derefter lejede sogneforeningen en lokal pony med vogn. Således har Martin Jepsen, Hans Jepsen og Torben Ellegård leveret ponyerne. I nogle år sad nissefamilier på vognen og delte slik ud, men fra 1979 blev der delte slikposer ud og samtidig blev filmen på hotellet sløjfet.
Der har været flere afvigelser fra konceptet. Således var det så koldt i 1976, at Varde Garden kun spillede et nummer ved Hornelund, men gik i stedet en ekstra runde i byen. Også i 1981 var det for koldt for gardisterne at stå stille. Efter et kort stop ved Hornelund gav de derfor en opvisning i den nye Horne Hallen.
I 1987 var der et stop ved Torvet, da det officielt blev indviet af Kaj Nielsen, der fra nytår var kommunens nye borgmester. Også i 2020 var der et lille afbræk i rundturen. Da var der taler og flaghejsning i forbindelse med Hornes udnævnelsen til ”Blomstrende landsby”.
I 1984 optrådte Varde Garden for første gang i nissetøj, og børn og julemænds tøj fra 1972 var ved at være slidt, så sogneforeningen bestilte i 1993 ny beklædning hos Varde Gardens syersker.
I 2000 blev juleposerne delt ud fra ”Sognehytten” – det gamle frysehus, som sogneforeningen overtog i 1991. Det var også det år, hvor der var lidt problemer. Ifølge protokollen gik alt godt, bare ikke for hesten, som ikke ville gå.
I 1979 arbejde sogneforeningens bestyrelse på at få lavet en kane, som skulle sættes på en bil, så nissefamilien blev motoriseret. Det blev ikke til noget det år på grund af travlhed, og siden gik ideen i sig selv igen.
Der er heller ikke længere hestevogne med, så i 2024 går Varde Garden forrest efterfulgt af julemanden og hans hjælper samt byens borgere. Mens Varde Garden får pølser og kakao i hallen, går mange i brugsen, hvor der i flere år er blevet serveret gløgg og æbleskiver.
Hestene gik bagest i 2018Sognehytten er også en slikbutikEt flot optog i 2018Garden blev læsset af ved skolen i 2022Der er altid koncert ved HornelundIntet optog uden julemand. I 2019 var der hejsning af flag for Blomstrende Landsby
I 1915 fik kvinderne valgret til folketinget – eller som det hed dengang indtil 1953 ”Rigsdagen med de to kamre Landstinget og Folketinget,” men allerede i 1908 kunne de både stemme til og blive valgt til sognerådet. Det tog dog lang tid, inden den lov blev implementeret i Horne. Først ved valget i 1966 fik en kvinde sæde i sognerådet. Det var Anne Brisson, der dermed var med til at lukke Horne ned som en selvstændig kommune og i stedet blive en del af Varde Kommune.
Måske var der ikke kvinder i Horne Sogn med egne holdninger og meninger før 1966? Jo, det var der. Det fremgår af en gammel protokol fra Horne Sogneforening eller rettere Horne Borgerforening, som den hed indtil 1972. Mere om navneskiftet senere.
Ved valget i 1943 blev som det står i referatet ”fru bager Plauborg” og ”fru købmand Nielsen” valgt til bestyrelsen – ikke noget med Karen Plauborg og Metha Nielsen.
Allerede kort efter nedlagde de deres mandater på grund af den måde, valgene foregik på. Ved en ny generalforsamling den 13.marts 1943 blev i stedet valgt Niels Jessen Willemoes og Hans M. Hansen.
Deres utilfredshed gik på, at kvinder kun var medlem af foreningen i kraft af deres mænd, og at det kun var mænd, der kunne stemme. Deres protest blev hørt. I 1944 blev vedtægterne ændret, så det nu fremgik, at ægtefæller kunne være medlemmer og dermed stemme på lige fod.
Efter nedlæggelsen af mandaterne gik der 26 år, inden en kvinde igen fik lov til at snuse til bestyrelsesarbejdet. I 1969 blev Karen Thomsen valgt som suppleant, men i 1972 blev både Karen Thomsen og Jenny Thomsen valgt til bestyrelsen. Og minsandten om ikke Karen Thomsen også blev valgt til formand. Der måtte dog tre bestyrelsesmøder til, inden formandsvalget var på plads. På de to foregående møder var der flere fraværende på grund af sygdom. Efter valget står der i protokollen:
”Det blev, hvor mærkeligt det end lyder, Karen Thomsen”. Referenten var Karen Thomsen.
I 1969 blev et ønske om en navneændring fra borgerforening til sogneforening drøftet på et bestyrelsesmøde. Det kom op, da kommunesammenlægningen stod for døren – en ændring, som ville kræve en stærkere forening. Det kunne ske ved et navneskifte, da det måske ville gøre det lettere at få flere medlemmer uden for byen med.
Forslaget blev stillet i bero i højest tre måneder, men først i 1970 blev det taget op igen uden resultat. Det samme gentog sig i 1971, men i 1972 opfordrede generalforsamlingen den nye bestyrelse til at ændre navnet. Punktet på dagsordenen lød: Skal borgerforeningen bestå eller ej?
Den 8. maj 1972 skete navneskiftet. Bestyrelsen bestod af Flemming Christensen, Kristian Hansen, Martin Jepsen, Jenny Thomsen og formand Karen Thomsen.
De drøftede, hvad sogneforeningen skulle arbejde med, og kom frem til emner som erhvervsudvikling, mere byggeri, gøre andre bekendt med Hornes smukke natur, anlæg af naturstier – emner, som også er på dagsordenen i 2024.
“Fru bager Plauborg” var gift med Søren Plauborg.Karen Plauborg fyldte i 2015 100 år og døde året efter.Metha og Abel Nielsen med sønnen Jens i 1926Niels Bjerrum købte Metha Nielsens købmandsbutik i 1979.Karen Thomsen blev formand i 1972 som nyvalgt bestyrelsesmedlem.Det skete i 1969.Jenny Tonnesen og Karen Thomsen var de første kvinder valgt til bestyrelsen efter de to pionerer. Det var i 1972Anne Brisson fik sæde i Horne Sogneråd som den første kvinde.
Rigtig mange vestjyder drog i begyndelsen af 1900-tallet vestpå. De drog til Amerika for at prøve lykken, men nogle år før havde der været en ”indvandring” til Vestjylland. Det var langelændere, der søgte lykken vestpå som landmænd. Flere gårde i Horne Sogn blev således overtaget af langelændere i slutningen af 1800-tallet.
Det er efterkommere af Jørgine og Christian Henriksen, der har gjort Horne Sognearkiv opmærksom på de mange langelændere i området. Ifølge dem kom familien Henriksen fra Nordenbro i den sydlige del af Langeland til Bjalderup i Horne Sogn ca. 1875 og købte i oktober 1876 to parceller fra Ølgod Præstegård for 3610 kroner, og her byggede familien en ejendom, som blev kaldt ”Christianslund”.
Af skødet fremgår det, at Jørgine og Christian Henriksen med deres tre børn boede i Horne Sogn, men det er ikke lykkedes at finde ud af, hvor de boede inden flytningen til Ølgod.
Baggrunden for vandringen fra Langeland til Vestjylland findes i landboreformerne, som dels ophævede stavnsbåndet, og dels ændrede ejerforholdene af gårdene, så fæstegårde, der hidtil havde hørt under godser eller større gårde, skulle sælges til fæstebønderne. På Langeland var Tranekær krongods med syv hovedgårde, og da hovedgårdene udvidede deres arealer ved at nedlægge de mindre gårde, mistede mange bønder muligheden for at blive selvejere.
De søgte mod vest, og i hvert fald tre gårde i Horne Sogn har været ejet af langelændere, ”Boesgaard”, ”Gunderup Østergaard” og ”Møllegården”.
Boesgaard
I 1856 rejste Morten Christiansen med sin familie, kone og to børn, fra Langeland til Malle og bosatte sig på gården på Mallevej 88. Morten Christiansen var født i Tryggelev ved Magleby i 1818, mens hans kone, Johanne Elisabeth Boesgård var født i Fodslette i 1830. Gården blev opkaldt efter hende, da den kom til at hedde ”Boesgård”. Gården var udflyttet fra Horne to år tidligere.
Parret kom fra små kår og havde ikke mulighed for at blive ”herre i eget hus”, på Langeland. Morten Christiansen havde deltaget i treårskrigen – 1848-1950 – og formodedes at have optjent en startkapital og lidt goodwill i tilgift til medaljen for deltagelse i det sejrrige udfald af krigen i Fredericia den 6. juli 1849.
Parret fik i alt 11 børn. En dreng, Mads, blev kun seks år, men barn nummer 11 født i 1874 fik også navnet Mads, og han overtog ”Boesgård” efter forældrene i 1898. Han cyklede flere gange fra Malle til Langeland dels for at gå på marked og dels for at besøge familie.
Han var en aktiv og hårdtarbejdende landmand, og i 1932 fik han og Karen af Foreningen af Jydske Landboforeninger medalje ”for landboflid”, og deres navne er påført mindestenen i Kongenshus Mindepark over de bønder, som opdyrkede den jyske hede. Opdyrkningen af heden foregik ikke kun omkring gården derhjemme. Mads opdyrkede flere gårde rundt omkring. Han døde i Malle i 1949, mens syv af hans søskende alle immigrerede til Amerika, hvor de døde.
Mads og Karen fik i datteren Johanne, som blev gift med Anton Schønning Madsen. De overtog i 1936 gården og afhændede den i 1965 til sønnen Christian Madsen, der var gift med Krista.
Møllegården
Også ”Møllegården” i Bjalderup blev hjemsted for langelændere. Hans Mikkelsen fra Magleby på Langeland, født i 1831, og hans kone, Christine, født i Bjalderup i 1837, overtog gården i 1873, og her var Hans Mikkelsen møller indtil sin død i 1879. Christine fortsatte med mølledrift og landbrug med hjælp af sin ældste søn, Jens. De etablerede en købmandsbutik på gården, og det var forløberen for Bjalderup Købmandsforretning, som blev bygget i 1900, og som Jens drev i de første år.
Østergård
Endelig har også ”Gunderup Østergaard”, Gunderupvej 54, været i langelænders eje. Den var ejet i slutningen af 1800-tallet af Ernst Peder Kristian Larsen, der var født i 1828 i Fugsbølle på Langeland, og hans hustru, Karoline Hansen, født i 1818 i Humble på Langeland. De har formentlig overtaget gården omkring 1872, da den blev bygget.
Bente Jakobsen
Horne Sognearkiv
Boesgaard ca. 1910Boesgaard 1956Boesgaard 1966Boesgaard 1978Morten Christiansen købte Boesgaard i 1856Gunderupvej 54, 1947Gunderupvej 54, 1966Gunderupvej 54, 1978Hans og Christine Mikkelsen fra MøllegårdenMøllegården fra 1956Jens Mikkelsen og hans kone, Margrethe, ca. 1910Møllegården 1978
Møllegården fra 1947 med rester af den gamle mølle forrest t.h.
Huset på Stadionvej 20 i Horne var tidligere ramme om et gartneri med en del jord i ”baghaven”. Det var Aage Thomsen, der drev gartneriet. Han blev født på ”Den gamle gård” i Bjerremose og var søn af Lars Thomsen og Marie Margrethe Schmidt. Aage blev i 1941 gift med Ane Kirstine Aae fra Bork. Vielsen stod i Nørre Bork Kirke og ifølge kirkebogen var Aage ”ungkarl og musiker”. Parret boede i nogle år på Gunderupvej 6 i huset, der blev revet ned i begyndelsen af 1970erne. Huset var bygget i 1845 og rummede tre lejligheder. Smed Thomsen købte huset og byggede værkstedshal i 1973 på grunden. I 1955 byggede Stinne og Aage huset på Stadionvej 20. Huset lå på en grund på 489 kvadratmeter, og bagved Stadionvej 20 var et jordstykke på 851 kvadratmeter. Det var afgrænset af Fabriksvej og digerne til Gunnar Thomsens marker nord og øst for byen. I huset blev kælderen indrettet med butik, mens jorden blev forsynet med flere drivhuse. Her etablerede Aage Thomsen et traditionelt gartneri med både blomster, bær og grøntsager. Nogle af produkterne blev solgt i butikken, og flere borgere i Horne kan stadig huske, at der blev solgt både blomster, friske jordbær og agurker. Det var et typisk enmandsfirma, men i højsæsonen havde han lidt hjælp i gartneriet. Ved siden af gartneriet var Aage Thomsen musiker. Han spillede sammen med sin søster, Thea Rasmussen, der var gift med Ejnar Rasmussen og havde kiosken på Stadionvej 14. De spillede til en række fester i nærområdet. Aage Thomsen døde i 1969 og blev begravet på Horne Kirkegård. Stinne Thomsen blev boende i huset indtil 1984, da uddelerparret Gudrun og Axel Pedersen overtog det. Da flyttede Stinne Thomsen til København, hvor hendes to børn, Kirsten, født i 1943, og Frantz, født i 1945, boede. Da Gudrun og Axel overtog huset, var der ingen spor af butikken i kælderen, men der var stadig et drivhus i haven, som parret brugte i de første år. Det store areal, som blev brugt til gartneriet, blev hovedsageligt solgt til Strangko, der flyttede til byen i 1962 og i de følgende år udbyggede med flere haller på gartnerjorden.
Stinne og Aage Thomsen boede i nogle år i huset på Gunderupvej 8, inden de flyttede til Stadionvej. Huset er revet ned.Bag huset på Stadionvej 20 ses de store drivhuse.Bag Strangkos hus på Stadionvej ses omfanget af gartneriet. Billedet er fra 1958Fra Fabriksvej ses gartneriet, der blev etableret i slutningen af 1950erneTonnesen havde en antennebil i fjernsynets første år. Den er parkeret på Fabriksvej foran gartneriet.
Leif Sønderskov døde tirsdag den 2. april efter længere tids sygdom. Han sov stille ind blot to dage efter, at han fyldte 81 år.
Leif Sønderskov har om nogen sat sit præg på kulturlivet i Horne. Han var foreningsmand med stort F. Leif var involveret i mange af sognets foreninger – som formand, fodboldspiller, håndboldspiller og amatørskuespiller i Horne IF, som konferencier ved sogneforeningens torvedage, som frivillig ved byggeri af både klubhus og Horne Hallen, som medlem af grupperådet for spejderne, som medlem af redaktionen for Horne Posten fra første udgave i 1973 til sin død, og som arkivleder for Horne Sognearkiv, hvor han delte ud af sin store viden om sognet og bidrog med en imponerende hukommelse om stort og småt.
For Leif var det rigtige liv at leve foreningslivet. Derfor gav han meget af sig selv til foreningerne, men han fik også meget tilbage. Han nød i fulde drag at være en del af fællesskabet og kunne fortælle sjove episoder fra diverse fodboldkampe på en måde, så tilhørerne følte, at de selv havde været der. Han kunne også genspille og ikke mindst gensynge mange af de roller, han havde på friluftsscenen.
Når han skulle vælge nogle af de største oplevelser, vendte han ofte tilbage til 1974-1975, da han var tømrer i Umanak i Grønland, til 1968, da han var målmand på fodboldholdet, der blev jysk mester i serie 4, tiden som skribent for Ekstra Bladets skolefodboldturnering og arbejdet med at føre Horne Sognearkiv ind i den digitale verden.
Hans store engagement og aldrig svigtende lyst til at bidrage til trods havde familien altid førsteprioritet. Hans tre børn, Christina, Thomas og Lisbeth, kunne altid regne med ham, og han fulgte dem tæt i såvel deres barndom- og ungdoms fritidsinteresser som i deres gøremål i deres voksenliv.
Han blev alene med dem, da den yngste var fem år, men han fandt igen tosomhedens lykke, da han for godt 30 år siden fandt sammen med Mary.
Leif Sønderskov var født i Tønning ved Brædstrup, men flyttede som et-årig med familien til sin mors fødegård i Kirkevad, og han kom til at leve det meste af sit liv i Horne kun afbrudt af to år på Grønland og en kort periode på Sjælland, da han var montør for HTH.
Han blev uddannet som tømrer i Alslev og arbejdede som svend i nogle år hos Niels Urup i Horne, inden han blev ansat på HTH, hvor han afsluttede sit aktive arbejdsliv.
Leif efterlader sig ved sin død Mary og sine tre børn med deres familier.
Rigtig mange vestjyder drog i begyndelsen af 1900-tallet vestpå. De drog til Amerika for at prøve lykken, men nogle år før havde der været en ”indvandring” til Vestjylland. Det var langelændere, der søgte lykken vestpå som landmænd. Flere gårde i Horne Sogn blev således overtaget af langelændere i slutningen af 1800-tallet.
